Mulighederne for en § 56-aftale

Udgangspunktet ved medarbejderes sygemelding er, at arbejdsgiveren kan søge om sygedagpengerefusion for lønudgifter under medarbejderens sygemelding. Dog kan arbejdsgiver først få refusion efter 30 sygedage. Arbejdsgiver kan tegne en særlig forsikring, der giver arbejdsgiver mulighed for refusion tidligere end efter 30 dage. Alares har tidligere skrevet om reglerne for løn under sygdom, og du kan læse nyhedsbrevet HER.

Hvis en medarbejder har en kronisk eller langvarig sygdom, kan det være en stor belastning, at arbejdsgiveren først kan få sygedagpengerefusion efter 30 sygedage. Medarbejderen kan nemlig have mange enkeltstående sygedage, som samlet set bliver en betydelig udgift for arbejdsgiveren.

I henhold til Sygedagpengelovens § 56 kan arbejdsgiver og medarbejder indgå en aftale, der giver arbejdsgiveren ret til at få refusion fra medarbejderens første sygedag. Denne aftale kaldes en § 56-aftale.

Kravene for at indgå en § 56-aftale er følgende:

  1. Medarbejderen skal have været ansat hos arbejdsgiveren i mindst 8 uger før fraværet.
  2. Medarbejderen skal i denne periode have arbejdet mindst 74 timer.
  3. Medarbejderen skal have en langvarig eller kronisk lidelse, som øger risikoen for sygdom væsentligt.
  4. Fraværet på grund af lidelsen skal forventes at udgøre mindst 10 sygedage inden for et år – eller der skal være en planlagt indlæggelse, som var kendt ved ansættelsestidspunktet.
  5. Aftalen kan også indgås, hvis arbejdsgiveren allerede har udbetalt sygedagpenge eller løn for 21 kalenderdage på grund af samme lidelse inden for de seneste 12 måneder.

Aftalen skal være skriftlig og indeholde oplysninger om både arbejdsgiverens og medarbejderens navn og adresse samt en beskrivelse af sygdommen. Derudover skal aftalen godkendes af medarbejderens hjemkommune.

Vigtige betingelser for aftalen:

  • Aftalen gælder kun for en periode på 2 år ad gangen.
  • Den dækker kun fravær, der skyldes den specifikke lidelse, som er nævnt i aftalen. Derfor er det vigtigt at præcisere, hvilken lidelse aftalen omhandler.
  • Arbejdsgiveren kan miste retten til refusion, hvis medarbejderens sygefravær skyldes, at arbejdsgiveren ikke har overholdt Arbejdsmiljøloven.

Arbejdsgiver skal desuden være klar over, at arbejdsgivers ret til refusion bortfalder, hvis medarbejderens sygeperiode skyldes arbejdsgivers tilsidesættelse af bestemmelser i Arbejdsmiljøloven.

Hvis du har behov for at høre nærmere om muligheden for en § 56-aftalen, så er du velkommen til at kontakte advokat Sissel Egede-Pedersen og få flere gode råd.