Medarbejdernes rettigheder i forbindelse med virksomhedsoverdragelser.

Står du i en situation, hvor din arbejdsplads er blevet opkøbt eller er din virksomhed i gang med at købe en anden virksomhed, så er virksomhedsoverdragelsesloven interessant for dig.

Hvis en virksomhed eller dele af en virksomhed overdrages, finder reglerne i virksomhedsoverdragelsesloven anvendelse.

Det betyder, at køberen af virksomheden indtræder i de rettigheder og forpligtelser, der bestod på overtagelsestidspunktet.

Virksomhedsoverdragelser og overenskomster

I ansættelsesforhold betyder dette, at køberen overtager ansættelsesforhold i den virksomhed, som køberen overtager. Det gælder både kollektive overenskomster, bestemmelser om løn og arbejdsforhold, der er fastsat af fastsat eller godkendt af en offentlig myndighed samt individuelle aftaler om løn- og arbejdsforhold.

Det er særligt vigtigt at vide, at hvis den virksomhed, der bliver overdraget, har en overenskomst, har køberen 5 uger til at give meddelelse til den relevante fagforening om, at køberen ikke vil fortsætte med at være omfattet af overenskomsten. Det er kun køberen, der kan frasige sig overenskomsten, så sælgeren kan ikke gøre dette på forhånd.

Fristen på 5 uger regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor køber enten blev bekendt med overenskomsten eller burde være bekendt med overenskomsten. Man kan med andre ord ikke lukke øjnene og holde sig bevidst uvidende.

Uanset fristen på 5 uger, skal køberen dog have givet besked til fagforeningen senest 3 uger efter overtagelsen. 

Hvis overenskomsten frasiges, betyder det ikke, at de overdragne medarbejdere mister deres eksisterende rettigheder. Medarbejderne er fortsat omfattet af overenskomsten, men nye medarbejdere vil ikke være omfattet af overenskomsten.

Virksomhedsoverdragelser og oplysningspligt

Når en virksomhed overdrages, skal ledelsen i den virksomhed, der overdrages og køberen, i god tid inden overtagelsesdatoen, give medarbejderne eller deres fagforening følgende oplysninger:

1) datoen eller den foreslåede dato for overdragelsen,

2) årsagen til overdragelsen,

3) overdragelsens juridiske, økonomiske og sociale følger for lønmodtagerne og

4) eventuelle foranstaltninger for lønmodtagerne.

Virksomhedsoverdragelser og afskedigelser

Hvis en medarbejder afskediges på grund af virksomhedsoverdragelsen, vil afskedigelsen være uberettiget.

Det er dog vigtigt at understrege, at en afskedigelse ikke er uberettiget, hvis afskedigelsen er begrundet i økonomiske, tekniske eller organisatoriske ændringer, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer.

Det betyder med andre ord, at hvis virksomheden efter overdragelsen bliver nødt til at nedlægge en eller flere stillinger, vil det være berettiget af afskedige en eller flere medarbejdere som følge heraf.