Kontoret holder sommerferielukket i perioden 14. juli – 25. juli 2025, begge dage inklusiv.

Rigtig god sommer.

OPDATERET – Fald i hjemmet kan være en arbejdsskade

Ansættelsesret - ArbejdsretArbejdsmiljø

Østre Landsret har nyligt afsagt dom i en sag, hvor en medarbejder var faldet i eget hjem. Medarbejderen var på arbejde, men arbejdede hjemmefra. Medarbejderen havde en hjemmearbejdsplads, og arbejdsgiveren havde ikke givet instrukser om, hvordan hjemmearbejdspladsen skulle indrettes.

Arbejdsskaden skete ved, at medarbejderen rejste sig for at lave kaffe. Medarbejderen snublede da på vej tilbage til sin hjemmearbejdsplads.

Retten fandt, at medarbejderen var kommet til skade som følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder arbejdet var foregået. Skaden var desuden sket i forbindelse med udførelsen af en aktivitet, der havde naturlig forbindelse til arbejdet (det var sædvanligt at hente sig en kop kaffe under arbejdets udførelse). Dermed var betingelserne for at anse det som en arbejdsskade opfyldt.

Landsretten fastslog derfor, at der var tale om en arbejdsskade.

Medarbejderen havde selv indrettet sin hjemmearbejdsplads, og arbejdsgiveren havde i den forbindelse ikke givet særlige instrukser eller udstukket retningslinjer til indretningen. Arbejdsgiveren havde ikke viden om eller indflydelse på indretningen. Dette var ikke afgørende for sagens udfald.

Dommen er således en vigtig reminder til arbejdsgivere om, at Arbejdsskadesikringsloven også finder anvendelse, når medarbejderen arbejder hjemmefra. Derfor er det vigtigt, at arbejdsgivere drøfter med deres medarbejdere under hvilke forhold, medarbejdernes eventuelle hjemmearbejdspladser er indrettet.

Dommen blev anket til Højesteret, der afsagde dom den 2. maj 2025. Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse og nåede dermed til samme resultat.

Højesteret fandt, at fordi medarbejderen var i færd med at udføre sit arbejde, da hun faldt, og fordi kaffebrygningen havde en naturlig tilknytning til arbejdet, var der tale om en arbejdsskade. Det var ikke væsentligt for Højesterets vurdering, at medarbejderen faldt over en genstand, der ikke relateret sig til arbejdspladsen. Det var således ikke en undskyldelig omstændighed, at ulykken var opstået på grund af hjemmets indretning.

Højesterets dom er meget relevant, fordi dommen fastslår, at arbejdsgiver kan ifalde ansvar for skader, der opstår i det private hjem. Arbejdsgiver skal derfor være særligt opmærksom på indretning af hjemmearbejdspladser.