Når et vikarbureau udsender en vikar til en brugervirksomhed, gælder der en særlig lovgivning (vikarloven).
Vikarloven har til formål at sikre, at vikarer ikke bliver behandlet dårligere end virksomhedens øvrige medarbejdere. Det følger af vikarloven, at vikarbureauet har pligt til at sikre, at vikaren har samme arbejdsvilkår fsv:
- Arbejdstidens længde,
- Overarbejde,
- Pauser,
- Hvileperioder,
- Natarbejde,
- Ferie,
- Helligdage,
- Aflønning,
- Ligebehandling,
- Forbud mod forskelsbehandling.
Arbejdsvilkårene skal modsvare de vilkår, der allerede gælder i virksomheden.
Videre har brugervirksomheden pligt til at underrette vikarerne om eventuelle ledige stillinger i brugervirksomheden. Dette således at vikaren har mulighed for at ansøge stillingen og opnå fastansættelse. Der må ikke indgås klausuler, der hindrer ansættelse af vikaren i brugervirksomheden.
Reglerne om, at vikarerne skal have samme arbejdsvilkår som medarbejdere i brugervirksomheden kan inspirere til omgåelse. Arbejdsgivere har forsøgt at udlåne vikarer til et mellemled, hvor ansættelsesvilkårene var anderledes end hos slutbrugervirksomheden. Mellemleddet udlånte så uformelt vikarerne til slutbrugervirksomheden og gjorde samtidig gældende, at mellemleddets ansættelsesvilkår skulle gælde.
Denne manøvre har retten afvist. Domstolene har nyligt fastslået, at reglerne ikke kan omgås ved at anvende et mellemled. Det betyder, at et vikarbureau kan ikke undslå sig ovennævnte forpligtelse ved at udsende til et mellemled, der så videreudsender vikaren til brugervirksomheden. Særligt ikke når ledelsesbeføjelsen ligger hos den endelige brugervirksomhed.