EU’s mindstelønsdirektiv kan blive annulleret – hvad betyder det for Danmark?
Den 14. november 2022 vedtog EU-parlamentet et direktiv om mindstelønninger, som alle medlemsstater senest den 15. november 2024 skulle have implementeret i deres nationale lovgivning. Direktivet fastsætter dog ikke en fast mindsteløn, men stiller krav om en ramme for fastsættelse og opdatering af mindstelønnen i de lande, hvor en sådan allerede eksisterer.
For medlemslande uden en lovbestemt mindsteløn betyder direktivet, at der skal indføres tiltag for at styrke den kollektive overenskomstdækning. Samtidig skal alle EU-lande regelmæssigt indsamle og rapportere data om mindstelønninger til EU.
Læs direktivet i sin fulde længde HER
Danmarks modstand mod mindstelønsdirektivet
Danmark har fra starten været stærk modstander af direktivet. Den danske arbejdsmarkedsmodel bygger på, at lønforhold fastsættes gennem overenskomstforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter – uden statslig indblanding.
På den baggrund anlagde Danmark i januar 2023 et annullationssøgsmål med påstand om, at direktivet går ud over EU’s lovgivningskompetence. Argumentet er, at EU ikke har kompetence til at regulere lønforhold, da Danmark mener, at regulering af lønforhold ligger uden traktatens rammer.
Under retssagen har andre medlemslande haft mulighed for at støtte enten Danmark eller EU-parlamentet og Rådet, sidstnævnte har forsvaret direktivet med argumentet om, at det ikke griber direkte ind i medlemsstaternes lønfastsættelse, men alene fastlægger en proceduremæssig ramme.
Generaladvokatens vurdering – et vigtigt skridt for Danmark
Generaladvokaten ved EU-Domstolen har nu afgivet sin vurdering af sagen og er enig med Danmark i, at direktivet strider mod traktatgrundlaget og bør annulleres.
Selvom generaladvokatens vurdering ikke er juridisk bindende, følger EU-Domstolen ofte hans anbefalinger. Der er derfor en reel mulighed for, at mindstelønsdirektivet kan blive erklæret ugyldigt.
Det er derfor nu op til EU-Domstolen at afsige dom i sagen og endeligt afgøre, om direktivet skal annulleres eller opretholdes.
Hvad betyder dommen for EU’s fremtidige regulering af arbejdsmarkedet?
EU-Domstolens endelige afgørelse vil få vidtrækkende konsekvenser – både for den danske model og for, hvordan EU fremover kan regulere arbejdsmarkedsforhold.
Alares følger udviklingen og vil opdatere med nyheder, når EU-dommen foreligger.
Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål til sagen.