Værnetingsaftaler kan forkorte sagsbehandlingstiden
Vidste du, at en værnetingsaftale mellem private parter kan være med til at få din sag behandlet hurtigere i byretten?
Retskredse og byretter i Danmark
Danmark har 24 byretter, og hver byret dækker en bestemt retskreds. Det betyder, at alle borgere og virksomheder hører til én bestemt byret, afhængigt af hvor de bor eller har adresse.
Nogle byretter dækker områder med mange borgere og har derfor ekstra travlt. Derudover varierer det, hvilke typer sager de enkelte byretter behandler mest. Nogle har mange straffesager, mens andre primært håndterer civile sager.
Det kan føre til lange ventetider. I nogle tilfælde kan der gå flere år, før en sag når frem til hovedforhandling – altså det afsluttende retsmøde. Samtidig kan en nærliggende byret have langt kortere ventetid.
Hvad er en værnetingsaftale?
En værnetingsaftale er en aftale mellem parterne i en retssag om, at sagen skal behandles ved en anden byret end den, der normalt ville være hjemting.
Hvis mindst én af parterne er en privatperson, kan aftalen først indgås, når konflikten er opstået. Man kan altså ikke på forhånd aftale værneting med en privatperson.
Et konkret eksempel
I en sag bistod Alares Advokatfirma en klient, hvor sagen oprindeligt var anlagt ved klientens hjemting. Sagen blev anlagt i 2023 og berammet til hovedforhandling i efteråret 2025. Retten måtte dog aflyse mødet og tilbød i stedet en ny dato i sommeren 2027.
Alares foreslog herefter modparten en værnetingsaftale, som blev accepteret. Sagen blev overført til en naboretskreds, hvor lignende sager typisk blev berammet med kun tre måneders varsel.
Resultatet? Sagen kunne afsluttes væsentligt hurtigere til gavn for begge parter.
Gode råd
Hvis du er involveret i en retssag ved en byret med lange ventetider, kan det være en god idé at undersøge, om sagen kan overføres til en nærliggende byret. Hvis begge parter er enige, skal der blot sendes en meddelelse til den oprindelige byret. Retten træffer herefter afgørelse om overførsel, og sagen fortsætter i den nye retskreds, uden at starte forfra.