Almindelige civile retssager behandler på retssagsportalen, www.minretssag.dk. Her logger man ind med sit MitID og kan se sagen samt indlevere processkrifter mm. Alares har tidligere udgivet nyhedsbrev om retssagsportalen, som du kan læse HER.
Rettens frister
Domstolene fastsætter i retssager en række frister for parternes indlevering af processkrifter. Disse frister kan groft sagt opdeles i to kategorier:
- Frister med udeblivelsesvirkning
- Frister uden udeblivelsesvirkning
Frister med udeblivelsesvirkning
Frister med udeblivelsesvirkning betyder, at hvis fristen overskrides, så taber man automatisk sagen.
Hvis sagsøger misser en frist med udeblivelsesvirkning medfører det derfor, at retssagen bliver afvist. Hvis sagsøgte misser en frist med udeblivelsesvirkning medfører det, at sagsøger får fuld medhold i sin påstand.
Disse frister er derfor helt utrolig vigtige at overholde. Det vil og skal altid fremgå af retsbogen fra retten, hvorvidt en frist er tillagt udeblivelsesvirkning.
Typisk vil følgende processkrifter som udgangspunkt være tillagt udeblivelsesvirkning, men listen er ikke udtømmende:
- Svarskrift
- Påstandsdokumenter
- Øvrige dokumenter hvor retten specifikt har angivet dette i retsbogen.
Også ankestævninger kan indirekte siges at have en udeblivelsesvirkning. Det skal forstås på den måde, at hvis der ankes efter ankefristens udløb, så bliver anken automatisk afvist.
Frister uden udeblivelsesvirkning
Øvrige meddelelser og frister fra domstolene skal naturligvis altid overholdes, men konsekvensen af at misse en frist er ikke på samme måde, at sagen bliver afsluttet. Det er derfor som udgangspunkt mindre indgribende at misse en frist, der ikke er tilladt udeblivelsesvirkning.
Frister og retssagsportalen
Retssagsportalen er en digital platform, og det betyder, at der fra tid til anden skal foretages opdateringer. Når Domstolsstyrelsen opdaterer retssagsportalen, vil der typisk ikke være adgang til sagen.
Videre kan retssagsportalen, ligesom alle andre digitale platforme, opleve tekniske problemer og driftsforstyrrelser. Det rejser spørgsmålet: Hvordan håndterer man en frist, hvis retssagsportalen er utilgængelig?
Her er det vigtigt at være opmærksom på, at indlevering af et processkrift via mail til retten ikke fristafbrydende, medmindre retten har givet tilladelse hertil. Med andre ord – fristerne kan som det klare udgangspunkt kun håndteres via retssagsportalen, og det gør driftsforstyrrelser til en potentiel stor gene for brugerne.
Driftsforstyrrelser skal som udgangspunkt opdeles i to kategorier:
- Planlagte driftsforstyrrelser
- Uforudsete driftsforstyrrelser
Planlagte driftsforstyrrelser
Brugerne har som udgangspunkt pligt til at holde sig opdateret på planlagte driftsforstyrrelser og planlægge indlevering udenom sådanne perioder.
Det betyder, at hvis du misser en frist, fordi du har overset en planlagt driftsforstyrrelse, så risikerer du, at den missede frist bliver tillagt udeblivelsesvirkning. I så fald taber du sagen.
Hvis du har en igangværende retssag med en vigtig frist, er det derfor meget vigtigt, at du altid kontrollerer planlagte driftsforstyrrelser i god tid. På den måde kan du sikre, at du kan indlevere processkrifter uden at komme i konflikt med planlagte driftsforstyrrelser.
Du kan til enhver tid se planlagte driftsforstyrrelser HER.
Uforudsete driftsforstyrrelser
Hvis der er teknisk nedbrud eller driftsforstyrrelser, og fristen udløber samme dag, kan dokumenter undtagelsesvist indsendes på anden vis (fx e-mail), men kun hvis:
- Nedbruddet er dokumenteret under driftsinfo på domstol.dk.
- Handling sker mellem kl. 15.00 og 23.59 på fristdagen.
- Det ikke er muligt at søge retten om tilladelse inden fristens udløb.
Domstolene har i praksis afvist sager, hvor parter ikke har fulgt disse regler, selvom portalen var utilgængelig.
Gode råd
Hvis du har en igangværende retssag, som du selv håndterer som selvmøder, bør du derfor løbende sikre dig følgende:
- Følg altid driftsmeddelelser på https://www.domstol.dk og Minretssag.dk.
- Indlever i henhold til frister inden en planlagt driftsforstyrrelse.
- Ved uforudset nedbrud: Kontakt retten straks og dokumentér problemet med f.eks. screenshots mm.
Hvis du er repræsenteret af advokat, vil din advokat selvfølgelig altid holde øje med planlagte driftsforstyrrelser og sikre, at dine processkrifter bliver indleveret rettidigt.
