Parter indgår ofte aftaler med hinanden og mange gange er advokater involveret. Det er en rigtig god ting. Men det er også vigtigt at være opmærksom på, hvem advokaten faktisk repræsenterer.
Hvem er advokatens reelle klient?
Hvis to parter skal indgå en kontrakt eller andre juridiske aftaler, er det afgørende at have helt på det rene, hvem advokaten repræsenterer. Modpartens advokat repræsenterer modpartens interesser, ikke dine.
Måske sidder du og tænker, at parterne jo er venner og indgår en juridisk aftale i fælles interesse. Måske tænker du, at I er enige om vilkårene og derfor sagtens kan have den samme advokat til at bistå jer med aftalen. Det kan måske virke praktisk eller være billigere at lade én advokat håndtere alle elementer af aftaleindgåelsen. På den måde skal der kun betales for en enkelt advokats arbejde.
Advokatens ansvar
Det kan sagtens tænkes, at du tror, at advokaten varetager alles interesser. Det er bare sjældent tilfældet.
En advokat har nemlig et professionelt og juridisk ansvar for at varetage sin klients interesser. Hvis du ikke er klienten, er du ikke beskyttet af dette ansvar og advokaten vil ikke rådgive dig, hvis det kan skade advokatens klient. Du er videre ikke omfattet af advokatens pligt til at varetage dine interesser, så du kan ikke gøre gældende, at advokaten har handlet ansvarspådragende ved ikke at tænke på dine behov.
Du risikerer desuden at underskrive en aftale uden at kende til dine rettigheder, risici eller alternative muligheder. En advokat, der kun repræsenterer modparten, vil ikke nødvendigvis gøre dig opmærksom på svagheder i aftalen set fra din side.
Udfordringer i senere tvister om kontrakten og afledte konsekvenser
Hvis der senere opstår uenighed, kan det være svært at bevise, at du har fået tilstrækkelig og uafhængig rådgivning. Det kan svække din position i en eventuel tvist.
En egen advokat kan hjælpe med at forudse og forebygge problemer, der ellers først opdages, når det er for sent. Dette kan på sigt være med til at sikre dig mod uforudset udgifter eller tab.
Gode råd:
Uanset hvor tillidsfuldt samarbejdet måtte være, er det en god investering at få sin egen juridiske rådgiver. Det sikrer, at dine interesser bliver varetaget, og at du indgår aftaler på et oplyst og trygt grundlag.
Hvis du alligevel vælger at lade kontrakter udarbejde uden at have egen advokat, er det vigtigt, at du klart og tydeligt får defineret advokatens rolle. Dette skal ske på skrift.
Har du spørgsmål om kontraktindgåelse eller behov for juridisk rådgivning, kan du altid kontakte kontoret for råd og sparring.
