Udgangspunktet ved køb er, at køber skal modtage en ydelse, der er mangelfri. Ved køb af fast ejendom modificeres udgangspunktet en smule. Der kan nemlig være mange forhold ved fast ejendom, som det kan være svært for sælger at kende.
Derfor findes en række afgørelser om købers adgang til afslag i købesummen. Et afslag i købesummen svarer typisk til den anslåede værdiforringelse grundet manglen.
Domstolene har i flere afgørelser lagt vægt på, hvad parterne måtte forventes at have handlet ejendommen til i pris, hvis manglen havde været kendt. Denne vurdering kan i praksis være vanskelig at foretage. Derfor anmoder parterne typisk en skønsmand om at vurdere ejendommens værdi med og uden den pågældende mangel. Differencen mellem disse to tal udgør typisk købers rimelige afslag.
Dog skal køber være opmærksom på, at der gælder nogle modifikationer til udgangspunktet. Hvis købers rimelige afslag udgør mindre end 4 % af den samlede købesum, falder afslaget for bagatelgrænsen.
Bagatelgrænsen medfører, at køber ikke får medhold i et afslag, fordi afslaget er så beskedent i forhold til købesummen, at der ikke er grundlag for at anerkende købers krav.
Køber har med andre ord i sådanne tilfælde ikke et krav desuagtet, at der er konstateret mangler ved ejendommen.
Køber skal også være opmærksom på, at hvis køber burde have indset, at der var mangler ved ejendommen inden køb, kan køber ikke rejse krav om afslag.
Hvis en køber f.eks. opdager revner i badeværelsesgulvet i forbindelse med besigtigelsen inden køb, må køber inddrage forholdet i forhandlingerne om prisen på ejendommen. Hvis køber undlader dette, vil domstolene typisk finde, at køber har accepteret handlen uden afslag for den pågældende mangel. I sådanne tilfælde kan køber ikke efter købet gøre gældende at være berettiget til afslag i købesummen.
Til slut skal køber være opmærksom på reglerne om “nyt-for-gammelt”. Disse regler medfører, at en køber ikke kan få medhold i et krav, der bringer ejendommen i bedre stand end, hvad køber var berettiget til at forvente.
Hvis der f.eks. konstateres mangler ved badeværelset, og badeværelset skal helt ombygges, kan køber kun få et afslag svarende til udbedringsomkostningerne med fradrag for den værdimæssige forbedring, som et nyt badeværelse vil udgøre.