Anke og kære skal ske på den rigtige måde

Retssager behandles som det klare udgangspunkt på retssagsportalen www.minretssag.dk.

Her kan parterne, parternes advokater og domstolene tilgå sagen og følge med i sagens udvikling. Alle processkrifter bliver lagt på sagen via retssagsportalen, og alle frister bliver noteret her.

Særligt vedrørende frister er det vigtigt at være opmærksom på, at frister skal håndteres på den rigtige måde. Det er nemlig i nogle tilfælde ikke tilstrækkeligt at håndtere en frist ved at indlevere en meddelelse på retssagsportalen, hvis man ikke samtidig har håndteret fristen på den rigtige måde rent teknisk.

F.eks. skal man ved anke og kære benytte appelfunktionen. Hvis man blot indleverer en ankestævning eller et kæreskrift uden at benytte appelfunktionen, har man ikke anket eller kæret sagen.

Højesteret har nemlig i 2021 afsagt dom, der fastslår, at en anke eller kære først er sket, når appelfunktionen er anvendt.

Østre Landsret har i lyset heraf netop afsagt dom i en sag, hvor den ene part havde indleveret et kæreskrift uden at anvende appelfunktionen. Kæreskriftet blev indleveret den 18. februar 2024, og fristen for kære udløb den 19. februar 2024. Men fordi parten ikke havde anvendt appelfunktionen, blev kæresagen først oprettet hos domstolene den 20. februar 2024. På dette tidspunkt var kærefristen udløbet.

Kæremålet blev herefter afvist.

Heller ikke argumenter om driftsforstyrrelser og andre tekniske problemer kan som udgangspunkt begrunde, at en part ikke anvender appelfunktionen. Kun i helt særlige tilfælde kan en part fravige udgangspunktet. Det følger nemlig af bekendtgørelsen om anvendelsen af retssagsportalen, at:

Når der er teknisk nedbrud eller driftsforstyrrelser på domstolenes sagsportal, kan brugeren på anden vis sende en meddelelse eller et dokument eller en ny sag til retten, hvis

  • brugeren har frist samme dag for at foretage den pågældende handling,
  • klokken er mellem 15.00 og 23.59 på fristdagen, og
  • det fremgår under driftsinfo på domstolenes hjemmeside, at der er identificeret et teknisk nedbrud eller driftsforstyrrelser, der endnu ikke er løst

Der er således kun få og meget begrænsede muligheder for at fravige udgangspunktet om, at sager behandles på retssagsportalen.

Retssagsportalen og rettens frister skal med andre ord tages meget alvorligt.