Medarbejderens egen ophævelse af ansættelsesforholdet berettigede ikke til godtgørelse.

Østre Landsret har i marts 2024 afsagt dom i en sag om godtgørelse, når medarbejderen selv ophæver ansættelsesforholdet grundet virksomhedens misligholdelse.

Virksomheden havde udbetalt forkert løn til medarbejderen i en periode, og medarbejderen ophævede derfor sit ansættelsesforhold.

Der var enighed mellem parterne om, at virksomheden havde misligholdt ansættelsesforholdet ved at udbetale forkert løn. Der var derfor også enighed om, at medarbejderen havde været berettiget til at ophæve ansættelsesforholdet.

Spørgsmålet gik herefter på, om medarbejderens berettigede ophævelse af ansættelsesforholdet kunne sidestilles med virksomhedens ulovlige opsigelse eller uberettiget bortvisning.

Det følger nemlig af Funktionærlovens § 2b, at arbejdsgiver skal betale en særlig godtgørelse, hvis medarbejderen opsiges eller bortvises uberettiget. Det følger ikke tilsvarende af § 2b, at virksomheden skal betale godtgørelse, hvis medarbejderen berettiget ophæver ansættelsesforholdet.

Landsretten kom frem til, at de konkrete omstændigheder i sagen ikke understøttede, at virksomhedens misligholdelse kunne sidestilles med en uberettiget afskedigelse. Særligt lagde Landsretten vært på, at der ikke var indikationer på, at virksomhedens misligholdelse var begrundet i et ønske om at få medarbejderen til selv at opsige sin stilling.

Virksomheden blev derfor frikendt for kravet om godtgørelse.