Kender du reglerne om påstande på retssagsportalen over for processkrifter?

Almindelige civile retssager i Danmark behandles på retssagsportalen, www.minretssag.dk. Parterne kan logge ind på portalen med deres MitID. Her får parterne direkte adgang til sagens dokumenter, frister, påstande osv. Det klare udgangspunkt er, at alle civile retssager behandles på retssagsportalen, og det er derfor kun rent undtagelsesvist muligt at blive fritaget.

Alt hvad der indleveres via retssagsportalen bliver øjeblikkeligt tilgængelig for både modparten og dommeren med det samme.

Der findes en bekendtgørelse, der regulerer parternes brug af retssagsportalen. Det fremgår bl.a. heraf, at:

Sager anlægges eller indbringes for retten ved, at den part eller myndighed, som anlægger eller indbringer sagen, i felter udfylder de oplysninger, der er nødvendige for, at retten kan behandle sagen. Parten eller myndigheden skal herunder, afhængig af sagen, udfylde oplysninger om:

  • 1) parternes navne og adresser,
  • 2) den ret, ved hvilken sagen anlægges,
  • 3) partens eller parternes påstande,
  • 4) sagens værdi,
  • 5) retsafgift,
  • 6) sagstype,
  • 7) person- eller cvr-nummer, når parten eller myndigheden er i besiddelse af dette,
  • 8) en kort beskrivelse af sagen og
  • 9) forslag til sagens behandling.

Selvom parterne skal benytte retssagsportalen, udveksler parterne stadig processkrifter. Disse processkrifter indeholder samme oplysninger, som indtastes på retssagsportalen. Processkrifterne indleveres også på retssagsportalen.

Dermed opstår risikoen for, at en fejl medfører uoverensstemmelse mellem indholdet på retssagsportalen og indholdet i processkrifterne. Retterne har ved flere lejligheder haft mulighed for at forholde sig til, hvordan sådanne uoverensstemmelser skal håndteres, og budskabet er klart:

OPLYSNINGERNE PÅ RETSSAGSPORTALEN LÆGGES TIL GRUND, HVIS DER ER UOVERENSSTEMMELSER.

Det er som følge heraf særligt væsentligt at være på, at alle de oven for oplistede oplysninger er korrekt anført på retssagsportalen.

Det betyder, at parterne skal være helt særligt opmærksomme på, at oplysningerne på retssagsportalen er korrekte. De fleste oplysninger skrives på retssagsportalen, når sagen anlægges. Det er derfor særligt her, at parterne skal være opmærksomme.

Men påstanden (det som parterne gerne vil opnå) kan godt ændre sig under sagen. Det betyder, at parterne løbende skal sikre sig, at påstanden er opdateret.

Den påstand der står på retssagsportalen, når parterne mødes i retten, er den påstand, som retten tager stilling til.