Højesteret har i marts 2024 taget stilling til en tvist om udmåling af godtgørelse ved afskedigelse af fleksjobansatte.
Hvis en arbejdsgiver afskediger en medarbejder, og afskedigelsen vurderes at være uberettiget, kan arbejdsgiver blive pålagt at betale en godtgørelse for usaglig afskedigelse. Hvis en medarbejder afskediges i strid med Forskelsbehandlingsloven eller Ligebehandlingsloven, vil dette tillige udløse ret til godtgørelse. Spørgsmålet når det kommer til fleksjobansatte er imidlertid hvilken løn, denne godtgørelse skal beregnes på baggrund af.
Fleksjobansatte under den gamle ordning (før 1. januar 2013) er som udgangspunkt ansat på fuld tid og modtager fuldtidsløn fra arbejdsgiveren. Arbejdsgiver modtager så kommunalt tilskud afhængig af graden af den fleksjobansattes nedsatte arbejdsevne.
Fleksjobansatte under den nye ordning (efter den 1. januar 2013) modtager løn fra arbejdsgiveren på baggrund af den faktiske arbejdsindsats. Den fleksjobansatte modtager samtidig fleksløntilskud direkte fra kommunen.
Helt konkret har tvisten handlet om, hvorvidt godtgørelsen skulle tage udgangspunkt i den faktiske løn inklusiv fleksløntilskud eller i den faktisk udbetalte løn fra arbejdsgiveren. Herudover har der været spørgsmål til, om godtgørelsen skulle beregnes på baggrund af den overenskomstmæssige løn for en fuldtidsansat i en tilsvarende stilling.
Forskellen mellem de aktuelle udmålingsprincipper i spil er ganske væsentlige for arbejdsgiveren, fordi godtgørelsens størrelse væsentligt ændrer sig mellem de anviste principper. Begge Landsretter har taget stilling til spørgsmålet og er nået til to forskellige resultater. Derfor har det været ventet i spænding, hvad Højesteret ville sige til spørgsmålet om beregning af godtgørelse til fleksjobansatte.
Højesteret nåede herefter frem til, at godtgørelsen efter Forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, skulle udmåles med udgangspunkt alene i den løn, som arbejdsgiver udbetalte til arbejdstageren.
Dermed anerkendt Højesteret, at der ville være en væsentlig forskel på godtgørelsen for fleksjobansatte under den gamle og den nye ordning, men at denne forskel ikke i sig selv udgjorde forskelsbehandling.
Højesterets dom er rigtig positiv for arbejdsgivere med fleksjobansatte. Højesteret har i sin dom anerkendt, at formålet med lovændringen bl.a. var at fremtidssikre og målrette ordningen, således at de personer, der har mindst arbejdsevne, også kan komme i fleksjob og blive en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet. Heri indgik forudsætningen, at det ville gøre det mere attraktivt for arbejdsgivere at ansætte medarbejdere med en lille arbejdsevne, da de fleksjobansatte alene skal have løn fra arbejdsgiveren for den indsats, som de reelt yder.