De fleste virksomheder ved, at det både er dyrt og tidskrævende at ansætte nye medarbejdere. Endnu værre er det, hvis en god og værdsat medarbejder forlader virksomheden. I kampen for at fastholde medarbejdere, kan virksomheder f.eks. gøre brug af fastholdelsesbonusaftaler.
En fastholdelsesbonusaftale består typisk i, at medarbejderen får en kontant godtgørelse, hvis medarbejderen stadig er ansat i virksomheden på et specifikt tidspunkt.
Problemet for mange virksomheder er Funktionærlovens § 17a. Bestemmelsen fastslår, at medarbejdere har krav på forholdsmæssig andel af en bonus, hvis de fratræder i løbet af optjeningsperioden. Bestemmelsen underkender dermed formålet med fastholdelsesbonusaftalen.
Funktionærlovens § 17a gælder dog kun vederlag for arbejde.
Højesteret har netop afsagt dom i en sag og i den forbindelse fundet, at fastholdelsesbonusaftalen ikke udgør arbejdsvederlag, men i stedet præmiering.
Det indgik i vurderingen bl.a., at aftalerne ikke indeholdt andre krav til medarbejderne, end at de skulle udføre deres arbejdspligter loyalt og konstruktivt med sædvanlig tilstedeværelse. Bonussen var derfor et tillæg og ikke et vederlag.
Med afgørelsen er i høj grad åbnet op for muligheden for fastholdelsesbonusaftaler uden risiko for, at disse undermineres af Funktionærlovens § 17a.